En sportsbutik i Ishøj har doneret træningstøj til Ishøj Kommunes 21 junioridrætsledere og de voksne ildsjæle bag projektet, der skal få skolebørn til at røre sig mere.
Ishøj Kommune har indgået et samarbejde med Intersport i Ishøj Bycenter, der har sponsoreret træningstøj til kommunens 21 nye junioridrætsledere fra 7. og 8. klasse og de sfo-pædagoger, som er ildsjæle i projekt Skolesport. Projektet handler om at motivere skolebørn til et aktivt liv med masser af motion.
Morgendagens ledere
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp glæder sig over, at erhvervslivet vil være med til at støtte kommunens bestræbelser på at give børn et sundere liv:
- Junioridrætslederne udfører et fantastisk stykke frivilligt arbejde sammen med de voksne idsjæle, og nu har de fået en fortjent belønning med det nye træningstøj. Intersport har set værdien i at støtte vores unge rollemodeller. De unge får færdigheder, som senere kan gøre dem til dygtige ledere i erhvervslivet. De lærer selvstændighed og træner deres ledelsestalenter ved at lede små og store projekter. De lærer også kunsten at motivere andre til at yde en indsats, siger borgmesteren.
Udover den uddannelse junioridrætslederne har gennemgået, får de med det nye sponsorat også mere viden om træning. Intersport har nemlig inviteret dem ned i butikken, hvor de kan prøve en tur på løbebåndet og få gode råd om den rette brug af træningsudstyr. Den viden kan de unge bruge, når de skal lære deres skolekammerater at bevæge sig mere.
Glæde og overskud i hverdagen
Målet er i sidste ende at give skolebørn mulighed for et bedre liv. Det fortæller Helle Kirud, der er pædagogisk konsulent og tovholder for Skolesport:
- Skolesport handler om at børn skal opnå kropslige færdigheder, så de kan få et aktivt liv - gerne i en af Ishøjs mange foreninger. Vi ved, at når børn og unge er aktive i foreninger, skaber de netværk og sociale relationer, som kan bruges i andre sammenhænge. Aktive børn har mere glæde og overskud i hverdagen - også til at løse andre opgaver. Både i familien, blandt venner og i skolen, siger Helle Kirud.
Fakta om Skolesport
Alle seks skoler i Ishøj Kommune deltager i projekt Skolesport, som junioridrætslederne er en del af. I Skolesport kan børnene gå til idræt i deres egen skoles SFO. Her træner de sammen med en pædagog fra SFO’en og en eller flere junioridrætsledere.
En evaluering af Skolesport viser, at junioridrætslederne er fantastisk gode til at motivere og fastholde de idrætsusikre børn. De har en anden tilgang til de små elever, og de kan derfor påvirke og motivere dem på en anden måde end voksne. Samtidig har det vist sig, at de større elever også selv får gevinst ved at deltage, fordi de tilegner sig nye kompetencer, får ansvar og udvikler sig.
Skolesport er et samarbejde mellem Ishøj Kommune, Dansk Skoleidræt, TrygFonden og Danmarks Idræts-Forbund.
Kilde: ishoj.dk