Den Åbne Skole

Skolen skal orientere sig mod omverdenen

Med skolereformen er der sat fokus på at folkeskolen orienterer sig mod omverdenen, og at det lokale idræts-, og foreningsliv inddrages i skoledagen. Her er idrætsfaget en oplagt arena.

Skoleidrættens Forårsfestival er et springbræt til samarbejdet. Skoler og foreninger får en alletiders mulighed for at få sat ansigter på hinanden og erfaringer med, hvordan de kan få et frugtbart samarbejde i stand.

Festivalen er også en chance for at få skabt et længerevarende samarbejde, hvor foreninger og instruktører byder ind med faglig inspiration til kortere eller længere undervisningsforløb.

Gode råd til skole-foreningssamarbejdet findes i magasinet Den Åbne Skole i Bevægelse.

Se iøvrigt også tilbud og inspiration fra specialforbund og idrætter i menuen til venstre.

Ved alle disse står desuden en eller flere kontaktperson(er), der med stor fordel kan kontaktes for yderligere information.

10 gode råd når I skal samarbejde med skolen

Her giver vi dig 10 gode råd I som forening kan tage med i jer i samarbejdet med skolen

  1. Vær åben om, hvad du/I ønsker at opnå med et eventuelt samarbejde.
  2. Afstem forventninger med de involverede lærere/pædagoger og bliv enige om mål, tidsforbrug, rollefordeling og ansvarsområder.
  3. Tag hensyn til – og drag nytte af – hinandens forskelligheder.
  4. Find frivillige instruktører og tovholdere, som har lyst til at engagere sig i samarbejdet.
  5. Opstil klare læringsmål for jeres forløb, så udbyttet er tydeligt for lærerne.
  6. Sørg for at have lokaler og faciliteter til rådighed.
  7. Bliv enige om, hvor forløbet skal foregå – på skolen eller i foreningen.
  8. Inddrag skolens ledelse og foreningens bestyrelse for at sikre støtte til projektet og kvalitet i samarbejdet.
  9. Husk at informere forældrene om samarbejdet og om børnenes mulighed for at fortsætte aktiviteten i foreningen efter skoletid.
  10. Evaluer samarbejdet og overvej, om I kan gøre det bedre i fremtiden.