Forsker: Fremtidens skolebørn bliver sundere


11. april 2014

piger med bold på græsDanske børn bliver sundere, når de hver dag skal bevæge sig i 45 minutter, som folkeskolereformen lægger op til. Det forudser forsker fra SDU. Dansk Skoleidræt opfordrer skolerne til at sætte klare målog skabe variation i den daglige bevægelse.

- Hvis skolereformen bliver en succes, så bliver danske børn sundere. Det er særligt de børn, som ikke er aktive i forvejen, som vil have gavn af den. Dem, der i forvejen er aktive, vil ikke tage skade. På den måde så løfter vi bunden, siger ph.d Heidi Klakk fra SDU til DR.
Erfaringerne fra Svendborg-projektet viser en række positive effekter. Børnene bliver gladere af mere idræt, de får det bedre sammen med klassekammeraterne, de har mindre risiko for diabetes og hjerte-kar-sygdomme, de bliver mindre overvægtige og motorikken bliver styrket.

Skolerne skal sørge for klare planer for bevægelse
Generalsekretær Niels Grinderslev, Dansk Skoleidræt opfordrer skolelederne til at tænke målrettet, når det gælder de 45 minutters daglige bevægelse.
- Skal bevægelsen fremme indlæring, sundhed eller trivsel, så skal det gribes an på forskellige måder, siger han.

For Dansk Skoleidræt er det vigtigt at få kvalitet og klare mål ind i de 45 minutters bevægelse, så det hele ikke går op i hovedløse løbeture.
- Det er vigtigt, at det ikke bliver en sur pligt for eleverne. det skal tværtimod være sjovt, så det motiverer dem, siger Niels Grinderslev

Der er mere energi hos eleverne
På Holluf Pile Skole i Odense har eleverne i 0.-3. klasse siden sommerferien tyvstartet på den daglige bevægelse. De har haft et "Bevægebånd" En halv time hver dag - lige efter spisefrikvarteret. Her leger de og spiller boldspil. Klasselærer Sine Lauenborg har 3. C, og hun mærker, at det gør en forskel på eleverne.
- Den første times tid kan jeg mærke stor forskel. Der er mere energi hos eleverne. Lige nu er dog ikke muligt for dem at bevare koncentrationen helt til slutningen af den sidste time klokken 14. Derfor sørger jeg for, at de altid bevæger sig lidt igen mod slutningen af skoledagen, siger Sine Lauenborg til DR.

Hvordan håndterer I reformens krav om 45 minutters daglig motionog bevægelse? Hent inspiration i Dansk Skoleidræts temahæfte Ny skole i Bevægelse.