Skolen fylder 200 år


29. juli 2014

I dag den 29. juli er det præcis 200 år siden Kong Frederik 6. underskrev en række skolelove, der gav alle børn ret og pligt til at modtage undervisning i syv år. Det fejres på Ryslinge Skole på Fyn sammen med undervisningsministeren, rapperen Wafande og 440 skolebørn.

Skolens Foedselsdag

Der er dømt fødselsdagsfest i dag på Ryslinge Højskole, hvor over 400 skolebørn, masser af balloner og en seks meter lang lagkage sætter skub i festlighederne. Undervisningsminister Christine Antorini, formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, sprogprofessor Jørn Lund, Dansk Skoleidræts formand Finn Kristensen og en lang række andre af skolens interessenter og parter er med for at fejre det store skolejubilæum.

Festligt jubilæumsår
Skolens fødselsdag fejres dog ikke kun i dag. I hele 2014 fejres jubilæet med masser af spændende aktiviteter og fokus på skolens udvikling.

Det er helt oplagt, at motion, krop og bevægelse er en del af fødselsdagsfejringen, for gymnastik - og senere hen idræt - er et af de fag, der har været obligatorisk i skolen lige siden 1814. Faget idræt har således også rund fødselsdag i år!

Bevægelse med 200 i timen
Det fejrer Dansk Skoleidræt med Skolernes Motionsdag 2014 som det festlige punktum for den landsdækkende temauge UGE200 i uge 41.

UGE200 bliver en af de helt centrale markeringer af det runde jubilæum, og Dansk Skoleidræt håber, at alle landets skoler vil deltage i festlighederne og give den gas til Skolernes Motionsdag den 10. oktober med 200 i timen!