Anti Doping Danmark har på deres website samlet en lang række relevante materialer om doping til brug i undervisningen på 8.-10. klassetrin.
Materialet lægger op til faglige og tværfaglige forløb i idræt, dansk, samfundsfag, historie, matematik, biologi og engelsk. Formålet med materialet er at oplyse eleverne, så de får forståelse for de udfordringer, der er forbundet med brug af doping, og så de med en større viden kan deltage i debatten om brug af doping.
Gå direkte til opgaveforslag om doping og antidoping.
Gratis E-læringsprogram
Anti Doping Danmark tilbyder også det gratis E-læringsprogram Ren Vinder. Programmet er baseret på videoer og interaktiv læring, hvor eleverne løbende tager stilling til forskellige emner og testes i viden via små quizzer, der til sidst samles op i et informationsark. Programmet består af 9 moduler, der hver varer ca. 10 minutter, og der indgår blandt andet undervisning i emner som dopingkontrolprocedurer, helbredsmæssige konsekvenser ved dopingbrug, hvordan man er rollemodel og meget andet. Modulerne kan tages et af gangen. Alle der fuldfører programmet kan få et kursusbevis.
Pædagogisk opbygning
Anti Doping Danmarks undervisningsmateriale, kan bruges på flere måder. Dels er det opbygget, så det giver eleverne mulighed for selv at vælge arbejdsområde og arbejdsmetode. Dels kan materialet benyttes i lineære forløb, hvor der arbejdes mod et bestemt mål. Dels kan materialet bruges i tværfaglige projektforløb. Mulighederne kan kobles, krydses og sammensættes, så de passer til den enkelte klasse og lærer.
Publikationer
Anti Doping Danmark tilbyder en række publikationer, hæfter og foldere, som du frit kan downloade til brug for dit arbejde. Se oversigten over publikationer.