Bevægelse giver børn mulighed for at indgå i nye fællesskaber og lære på nye måder. Det markeres igen i år med Skolernes Motionsdag, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag. Med den nye skole får eleverne en skoledag med mere fokus på bevægelse, idræt og motion.
Undervisningsministeriet, Kulturministeriet og idrættens organisationer - herunder Dansk Skoleidræt - sætter i dagens kronik i Kristeligt Dagblad fokus på, hvad en skoledag med mere bevægelse betyder for eleverne.
Alle børn skal opleve glæden ved bevægelse
Med folkeskolereformen er motion og bevægelse gjort til en central del af elevernes hverdag i skolen. Eleverne skal have en hverdag, hvor de rører sig mere. Det skal ske i et tæt samarbejde med de idrætsforeninger, der har lyst og kræfter til at være med. Meningen med et samarbejde er, at endnu flere børn og unge får glæde af idræt, bevægelse og foreningslivet både i og uden for skolen.
Skolernes Motionsdag giver positive fællesskaber
Samtidig holder vi fast i de større motionsarrangementer, som folkeskolen allerede har på skemaet. I dag går startskuddet til Skolernes Motionsdag. En fælles tradition for stort set alle danske skoler, der samler eleverne til positive fællesskaber omkring netop bevægelse og sætter fokus på at bruge kroppen.
Når børn bevæger sig og møder idrætten, oplever de sig selv og deres krop på en ny måde. De kommer til at indgå i nye fællesskaber, hvor det ikke kun handler om at være den bedste til dansk eller matematik. Deres følelser, fornemmelser og deres sensitive evne til at opfatte verden omkring dem kommer i spil. Samtidig viser forskning, at der er en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet og indlæringsevne.
Børn bliver dygtigere til at læse, skrive, stave og regne, når de træner deres motorik. Grebet rigtigt an, skærper bevægelse koncentrationsevnen i timer efter den fysiske aktivitet, ligesom børns udbytte af undervisningen kan forbedres med motion umiddelbart efter undervisningen.
Læs hele kronikken i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.