10 år med Skolesport fejres i Snekkersten


17. november 2014

Næsten 15.000 skoleelever landet over har gennem de seneste 10 år været aktive i Skolesport. Helsingør Kommune var et af de første steder i landet, der satsede på projektet, og derfor fejrer børn og borgmester Benedikte Kiær det store jubilæum på Borupgårdskolen den 17. november.

Skolesport1

Det handler ikke om at vinde eller score mål, men om bevægelse og leg, hvor alle kan være med. Projektet Skolesport, som Dansk Skoleidræt, DIF og TrygFonden står bag, har vist sig at være særligt godt til at få idrætsusikre elever til at lave motion. 

Det gælder ikke mindst i Helsingør Kommune, hvor flere af skolerne har været med gennem de 10 år. Derfor bliver der fest og farver, dans og musik, sjove lege og besøg af borgmester Benedikte Kiær, når skoleelever fra Borupgårdskolen og Skolen ved Rønne-bær Allé fejrer jubilæet.

Næsten 15.000 elever og 225 skoler har gennem årene benyttet sig af mulighederne i Skolesport, som er et tilbud til alle elever i 0.-6. klasse om at dyrke idræt lige efter skoletid på egen skole.
- Vi ser skolen som en vigtig partner i kommunens arbejde med sundhedsfremme. Skolesport skaber en unik sammenhæng mellem foreningslivet og skolelivet og giver alle børn mulighed for at dyrke idræt i trygge rammer lige efter skoletid. Med Skolesport får vi gi-vet en del elever mod på at starte i en idrætsforening, siger Allan Jørgensen, der er Skolesports kontaktperson i Helsingør Kommune.

Skolesport nu og i fremtiden
Skolesport støttes af TrygFonden, der er glade for, at projektet har vist sig så succesfuldt.
- Vi er stolte af projektet, fordi det indeholder rigtig mange væsentlige elementer. Både i forhold til at fremme idrætsusikre børns mulighed for - og glæde ved - at kunne bevæge sig. Men også i forhold til at inddrage de ældre elever – junioridrætslederne - som er med til at stå for aktiviteterne, og på den måde har mulighed for at gøre noget for andre, siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden.

Skolesport har også vist sig at være skræddersyet til den nye skolereform, hvor kravet er, at alle elever skal have 45 minutters daglig bevægelse.
- Skolesport er en god muligheder for at få mere bevægelse ind i skoledagen, og samti-dig understøtter projektet reformens hensigter i ”den åbne skole”, hvor der skal samar-bejdes med foreningerne i lokalområdet. Så Skolesport er også et fremtidens projekt om 10 år, når vi forhåbentlig kan fejre 20 års jubilæum, siger Annette Borch fra Dansk Skoleidræt, der er projektleder i Skolesport.

Læs mere om Skolesport her.