I morgen kæmper træfsikre elever fra 5. klasse om titlen som Danmarks bedste skoleskytter. DGI Skydning og Dansk Skoleidræt samarbejder om turneringen, der ikke alene giver indblik i en anderledes sportsgren – den styrker også elevernes fællesskab og koncentration.
På landsplan har over 7700 elever fra 5. klasse netop deltaget i det populære idrætstilbud: DM i Skoleskydning. En årligt tilbagevendende begivenhed, som DGI Skydning og Dansk Skoleidræt står bag, og som ca. 170.000 elever har prøvet kræfter med de seneste 19 år. Eleverne har trænet i perioden fra september til november, og de bedste har nu kvalificeret sig til finalen, som skydes lørdag den 29. november i Vingsted. Her er det ikke kun æren, der er på spil. Der skydes også skarpt efter de flotte pengepræmier, som havner i klassekasserne hos de fem bedste hold.
Styrker fællesskab og koncentration
Det er ikke uden grund, at turneringen gennem tiden har haft succes med at give så mange elever en positiv oplevelse med en anderledes og mere utraditionel idrætsgren.
- Skydning er en sportsgren, hvor alle kan være med - uanset om man er høj, lav, tyk eller tynd. Det kræver ikke en bestemt fysik at gå til skydning, og der er plads til alle - hvad enten man er konkurrenceminded, eller bare gerne vil udfordre sig selv, siger Jakob Nielsen fra DGI Skydning.
Successen skyldes heller ikke mindst, at det er en aktivitet, der skaber et godt inkluderende fællesskab i skolen. Det får de elever på banen, der måske ikke ellers har haft succesoplevelser med de populære boldspil som fodbold og håndbold eller andre af de mere traditionelle former for holdsport. I skydning er det nemlig helt andre færdigheder, der er i fokus.
- Med et tilbud som Skoleskydning arbejder eleverne målrettet med at opøve en superskarp koncentration, hvor man kan abstrahere fra forstyrrende indtryk omkring sig, ligesom man også skal have en god tålmodighed og udvise en høj grad af ansvarlighed. Alt sammen egenskaber, som eleverne også i høj kan drage nytte af i de boglige fag og i andre sammenhænge i skolen, siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt Niels Grinderslev.