Få ny inspiration til idrætsfaget


16. december 2014

Er du lærer og vil du have ny viden om læringsmålsstyret undervisning i idrætsfaget. Så var det måske noget at deltage i et af kurserne fra Danmarks Lærerforening i marts.

Med udgangspunkt i konkret undervisningspraksis undersøges det, hvordan praksisfællesskaber og temabaseret undervisning kan understøtte den gode idrætsundervisning med fokus på læringsmål og faglighed. Konkret vil der på kurset blive arbejdet med følgende:

Hvilken betydning har den nyeste viden omkring praksisfællesskaber i idrætsfaget for kvalitet og læring?
Hvordan kan temabaseret undervisning understøtte arbejdet med afgangsprøven i idræt?
Hvad betyder det for idrætsfaget, at vi skal have en større opmærksomhed på læringsmålstyret undervisning?
Hvordan kan vi bruge de nye Fælles Mål i vores undervisningspraksis?

I et samspil mellem teori og praksis arbejdes der i dybden med udvalgte praksisområder. Der veksles mellem fælles eksemplarisk arbejde og mere selvstændige arbejdsformer i mindre grupper. Kursusdeltagerne kan forvente at blive involveret i det faglige netværk på folkeskolen.dk. Ligesom kursisterne kan forvente, at udviklet materiale fra kurset deles på en fælles platform.

Yderligere info samt tilmelding findes her.