Skolesport: Unge gør børn idrætsaktive


23. april 2015

Børn får mere lyst til at kaste sig ud i idrætsaktiviteter, når der er ældre elever blandt underviserne. Derfor er de såkaldte junioridrætsledere populære i projektet Skolesport. Det er Dansk Skoleidræt, der står bag projektet, som giver børn mulighed for at dyrke idræt på deres egen skole eller i SFO lige efter skoletid. Skolesport er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, DIF og TrygFonden, der især tiltaler de idrætsusikre børn, som har brug for trygge rammer og alsidige aktiviteter. 

I Aabenraa og Skive er der i dag netværksdage, som skal give lokale junioridrætsledere ny inspiration til det gode arbejde.  

- I Aabenraa bruger vi junioridrætslederne i flere sammenhænge. I skoletiden kan de være igangsættere i eksempelvis den understøttende undervisning, ved idrætsdage eller for SFO-børn. Og i fritiden er håbet, at de unge i kraft af deres kompetencer som junioridrætsledere også har lyst til at komme ud i foreningerne og være hjælpetrænere. Formålet med netværksdagen er netop at give de mange junioridrætsledere en masse inspiration og klæde dem på til at gå hjem og sætte nye aktiviteter i gang både i skoletiden og i fritiden, siger Ane Tarp Hansen, kultur- og fritidskonsulent i Aabenraa Kommune.

En del af den åbne skole
Aabenraa Kommune har haft succes med at få idrætsusikre børn til at dyrke idræt med tilbuddet om Skolesport. Kommunen har Skolesport på Løjt Kirkeby Skole, Ravsted Børneunivers, Kongehøjskolen og Tinglev Skole, hvor junioridrætslederne i samarbejdet med skolerne og lokale idrætsforeninger arrangerer forskellige bevægelsesaktiviteter.

- Skolesport er et godt konkret projekt, der giver mulighed for, at vi kan arbejde med flere af elementerne i skolereformen. Projektet er med til at skabe mere bevægelse både for de yngste og de ældste elever på tværs af klassetrin. Projektet giver de ældste elever nye kompetencer som igangsættere, og derudover giver Skolesport mulighed for at arbejde med principperne for ”Den åbne skole”, og dermed tænke foreningerne ind i skoledagen, og det er vi godt i gang med, fortæller Ane Tarp Hansen.

På Tinglev Skole bliver der afholdt ”Alternativ Skoledag”, hvor foreningerne fra lokalområdet er inviteret til at vise deres aktiviteter frem. På Kongehøjskolen har både AAIG Gymnastik og Aabenraa Bokseklub være på besøg. Og i Løjt har de unge være i praktik i foreningerne, ligesom de har lavet OL for mindre elever, hvor de fik inspiration fra atletikklubben.