Inklusion i folkeskolen er blevet en særdeles omdiskuteret del af skolereformen. I den offentlige debat har der lydt massiv kritik af, at der ikke skulle være fulgt nok ressourcer med til skolerne – og at det derfor er svært at rumme børn med særlige behov i de almindelige klasser. Inklusion er af samme grund også et af de punkter, som den nye regering vil se nærmere på i det annoncerede serviceeftersyn af reformen.
Men hvordan står det egentlig til med inklusionen, når vi snakker idrætstimer? Er idrætslærere generelt gode nok til at sørge for, at alle elever kan være med? Og at der tages forholdsregler og hensyn til de elever, som måske af den ene eller anden grund ikke synes, at idrætstimerne er det mest fantastiske på skoleskemaet.
I forhold til gruppen af særligt sensitive børn kunne vi i skolen godt gøre det bedre, lyder svaret fra Anne Holst, der har henvendt sig til Dansk Skoleidræt for at sætte fokus på emnet. Anne Holst er uddannet skolelærer og gennem sit mangeårige arbejde som både idrætslærer og AKT-lærer har hun opnået stor erfaring i at vejlede, supervisere og coache lærere, elever og forældre, ligesom hun også har været rådgiver for studerende på lærerseminariet i hvordan man kan lave små tiltag, der gør det nemmere for særligt sensitive børn at deltage i skoledagen og undervisningen. Anne Holst har både som professionel, og også via egne erfaringer som mor til et særligt sensitivt barn haft øje for, hvordan man hjælper netop disse børn til bedre trivsel.
Idræt er overvældende for særligt sensitive
Hvad er dine erfaringer, når det handler om at tilrettelægge en idrætsundervisning, der giver plads til sensitive børn?
- På lærerseminariet lærte vi ikke noget om særligt sensitive børn. Det var ikke rigtig kommet på dagsordenen herhjemme endnu på det tidspunkt. Jeg tror ikke, at vi som idrætslærerstuderende tænkte over, at der kunne være børn, der som sådan ikke havde det nemt med de rammer, der ofte stilles op i idrætsundervisningen. Som idrætslærer har man jo som regel et godt forhold til idræt og kropslig udfoldelse og har ofte selv dyrket en masse idræt som barn. På den måde er man selv vant til konkurrencer, omklædningsrum, badning og alt det, der følger med, når man dyrker idræt lige fra gymnastik til fodbold. Jeg var i hvert fald selv sådan, da jeg startede som idrætslærer, og jeg tænkte, at det måtte være alle børns yndlingstimer. Og der er også rigtig mange, som synes, det er pragtfuldt og drøner af sted til omklædningsrummet. Men jeg oplevede også ude i folkeskolen, at der var børn, der ikke gjorde det. Dem der altid havde seddel med om, at de ikke skulle klæde om, eller dem der altid fik ondt. Altid de samme børn. Så kom de ud og sidde og kigge på.
- De særligt sensitive børn tager indtryk dybere ind i deres nervesystem. Så bare et skift af lokale kan være nok til, at de kommer på overarbejde. Bare at være i et omklædningsrum med nye lyde og lugte kan være overvældende for et sensitivt barn. Den store sal med to klasser samlet og en idrætslærer, man måske kun kender fra det ene fag. Larmen når der dyrkes idræt, konkurrencer, nye øvelser – ja, jeg kunne blive ved. Alt sammen parametre der kan skabe overstimulering hos et særligt sensitivt barn.
- Særligt sensitive børn søger som regel andre former for idræt eller fritidsinteresser end de mest gængse. De særligt sensitive børn søger ofte steder hen, hvor der ikke er konkurrence, hvor der er ro og tid til fordybelse. De elsker bevægelse og at lege. Det er bare ofte under andre rammer. Så derfor kan det være en stor mundfuld at deltage i en idrætstime i folkeskolen. Der er tempo og skift mellem aktiviteter, og jeg tror, vi som lærere nogle gange glemmer, at det ikke er alle børn, der trives med det. Man klæder om, dyrker idræt og går i bad. Det er da ikke så svært. Sådan tænkte jeg i hvert fald selv. Sådan er rammen jo ligesom sat op. Sådan er det bare.
Små skridt er ok
Hvilke råd vil du give til nuværende og kommende idrætslærere i forhold til at kunne inkludere særligt sensitive børn i idrætsundervisningen?
- For det første så mener jeg, at man på lærerseminariet bør lære om særligt sensitive børn. Der er forsket i det af bl.a. Elaine N. Aron i USA, og det er 20 procent af befolkningen, der har karaktertrækket i større eller mindre grad. Det er genetisk, og det viser sig i forskningen, at man er lettere påvirkelig i nervesystemet for både positive og negative miljøer. Når det er 20 procent, så vil det jo sige, at der kan være indtil flere i en klasse, som har det karaktertræk. Det kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men en basal viden om det ville være et godt udgangspunkt for at se, høre og forstå det særligt sensitive barn i skolen.
- Som idrætslærer og som skole skal man gøre sig den overvejelse, om det er vigtigt, at et barn, der ikke trives med omklædning eller bad, skal påtvinges det for at dyrke idræt. Hvis det går hen og bliver en hindring for deltagelsen i selve aktiviteten, så kunne det måske undlades? Eller øves i små skridt. Giv dem tid før eller efter de andre, så det ikke er så overvældende. Lad eleven vide, at det er ok at kigge på en aktivitet, så længe det er nødvendigt, for at eleven har mod på at være med. Sig det højt til eleven og anerkend hermed, at det er helt i orden at tage sig tid til at vænne sig til en ny øvelse. "Jeg ved godt, du har brug for at se lidt på. Det er helt i orden. Sig til, når du er klar, så hjælper jeg dig i gang." Sådan noget er vigtigt, for at et særligt sensitivt barn føler sig tryg. Jeg kender børn, der skal bruge tre gange til svømning med at kigge på, før barnet selv er klar til at være med eller halvanden time til at kigge på den samme øvelse gentaget og gentaget, før barnet er klar til at deltage. Ja, så gik timen måske, men det er ok, og så prøver barnet bare igen næste gang. Tålmodighed er kodeordet, når det kommer til at undervise særligt sensitive og bringe dem ud af deres vante tryghedszone. Pres og stres hjælper slet ikke.
Pres ikke på
Du nævner i dine blogs om emnet forskellige tiltag, der kunne være gavnlige for særligt sensitive børn; at de ikke går i bad, måske klæder om hjemmefra eller går en tur, hvis indholdet i timen bliver for overvældende. Hvilke andre tiltag kan skolerne i din optik iværksætte for at rumme særligt sensitive børn i idrætsundervisningen?
- Lad eleverne gå en tur i gården, hvis der er brug for lidt ro. Lad eleven sidde på skolens bibliotek og læse, hvis det går helt i hårdknude at være med. Der er tilsynspligt, så ingen særaftaler uden der er styr på det med forældre og ledelse, men det må kunne lade sig gøre at tænke ud af boksen.
- Vi kommer ikke uden om aktiviteter i idrætsundervisningen, der ikke lige appellerer til et særligt sensitivt barn. Verden er jo heller ikke sådan, at man helt kan undgå ting, man ikke kan lide. Men tænk eksempelvis over at et emne i idræt som slåskultur kan opleves voldsomt for et særligt sensitivt barn. De har som regel meget stor empati, og forbinder ikke det at slås med noget rart. Så brug tid på at forklare indholdet, så det er kendt for eleverne og de ved, hvad målet med aktiviteten er. Det kender vi fra det almindelige klasselokale, men det er ikke rigtig overført til idrætstimerne - endnu.
- Tag også tiden til at spørge eleven, hvad der føles svært. Vær villig til at ændre på rammerne for det enkelte barn og vær varm, imødekommende og tålmodig. Lad barnet vide, at det er i orden at have det sådan, og at man er der som lærer for at alle får en god oplevelse med idrætstimerne. Lad barnet trække sig, hvis det bliver for meget. En pause eller flere er i orden. Pres ikke på. Giv barnet tid. Og anerkend barnet for at deltage og for at kunne sige til og fra. Skub ikke barnet ud over sin grænse, så trækker barnet sig blot til næste gang. Husk som lærer, at det særlige sensitive barn vil udfolde sig i et gunstigt og positivt miljø.
Vil du læse mere om temaet og om de forskellige typer særligt sensitive børn, så har Anne Holst selv et website om børn med angst og særligt sensitive børn www.anneholst.dk
Mener du, at skolerne er gode nok til at rumme alle børn i idrætsundervisningen? Deltag i debatten på Dansk Skoleidræts Facebookside.