Nu kan alle skoler få Styr på Sundheden


17. november 2015

Hvem har på jeres skole ansvaret for det obligatoriske og timeløse emne Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab? Hvis svaret blæser i vinden er situationen hos jer som den er på rigtig mange andre skoler i landet - det er alles ansvar. I en travl hverdag er det ofte lig med, at det er ingens ansvar, og dermed bliver emnet let underprioriteret. 

Det er en skam, for sundhedsundervisning er et vigtigt emne. Og det behøver i bogstaveligste forstand ikke at være svært at få Styr på Sundheden. Dansk Skoleidræts projekt med samme navn giver nu alle landets skoler mulighed for at få en hjælpende hånd og få indarbejdet en systematik i emnet Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab samt i den daglige bevægelse.

Styr på Sundheden er allerede i dag en succes på 24 skoler geografisk fordelt udover hele landet, som har valgt at være progressive i forhold til sundhed og bevægelse. Som Styr på Sundheden-skole præsenteres eleverne løbende henover året for en række emner, der relaterer sig til sundhed i ordets bredeste forstand. Arbejdet med emner som krop, venskab, kost, motion, familie, glæde og søvn tager udgangspunkt i elevernes egen verden og øger deres handlekompetence til selv at definere og diskutere egen og andres sundhed - og styre deres liv i en sundere retning.

På forkant med skolereformen
Næsbjerg Skole i Varde er et af de steder, hvor Styr på Sundheden har været med til at gøre en forskel.

- Som Styr på Sundheden-skole opfyldte vi jo allerede inden skolereformen de krav, der lå til at integrere mere bevægelse. Det kunne vi i kraft af Styr på Sundheden, hvor vi bevæger os 60 minutter om dagen. Så det er virkelig et projekt, der snakker godt sammen med skolernes nye virkelighed, siger skoleleder Ditte Nørskov og fortsætter:

- Det gode ved Styr på Sundheden er også, at vi bliver holdt op på de ting, der ligger i projektets kalender, som vi skal udføre henover skoleåret. Sundhedsundervisningen kommer naturligt og med en gensidig forpligtelse. På den måde sker der noget. Vi arbejder målrettet med emnerne fra materialesamlingen ”Den Røde Tråd”, og det er virkelig en gave i en presset hverdag. Så på mange måder taler Styr på Sundheden godt ind i vores skoles kultur, hvor vi har særlig fokus på kroppen, dét at være aktive og have masser af bevægelse.

Skolerne i Styr på Sundheden har årlige events, der sætter spot på forskellige temaer i sundhedsundervisningen. Det kan eksempelvis være sundhedsfremme, livsstil, levevilkår, rettigheder, personlige grænser, følelser og mange andre temaer defineret i Fælles Mål.