Festivalfeber over Danmark


14. marts 2016

Mange tusinde skoleelever får i år mulighed for at deltage i et væld af sjove aktiviteter til Skoleidrættens Forårsfestival, som Dansk Skoleidræt arrangerer med støtte fra Nordea-fonden. Der vil nemlig finde festivaler sted op mod 45 forskellige steder i landet, når vi kommer hen i maj og juni. Det står klart, efter at interessen for festivalerne har vist sig ganske overvældende. Det store antal festivaler er en fremgang på flere hundrede procent i forhold til sidste års 14 af slagsen, og det overgår langt forventningerne i Dansk Skoleidræts projektledelse.

- Skoleidrættens Forårsfestival arrangeres af Dansk Skoleidræts kredsforeninger. De har
haft bedre tid til at overveje muligheden i år, og mange steder er man kommet frem til, at det vil man gerne binde an med. Mangfoldigheden i festivalerne vinder i særdeleshed gehør – det med at eleverne kan være sammen med hinanden og med de nærliggende skoler om en fælles aktivitetsdag, hvor eleverne typisk præsenteres for nogle helt andre ting, end det de kender, siger projektleder Christian Ditlevsen, Dansk Skoleidræt.

Der har henover vinteren været afholdt en række udviklingsdage med festivalarrangørerne, så man alle steder i landet har haft mulighed for at blive helt skarpe på de mange store og små ting, man skal huske på. Det har ført til, at alle 14 festivaler fra sidste år er med igen, og at der altså er kommet rigtig mange nye til. Bemærkelsesværdigt
er det blandt andet, at flere kredse er gået fra én eller to festivaler sidste år til adskillige i år. Eksempelvis i Kreds Østjylland, som går fra at have to til at have seks på plakaten.

Du kan læse mere om Skoleidrættens Forårsfestival i artiklen i det nye nummer af Idræt i skolen. Hør blandt andet om, hvorfor Fruens Bøge Tennis i Odense stiller op for andet år i træk til den lokale festival.

Besøg også festivalens egen hjemmeside, www.skoff.dk, hvor der bl.a. er et danmarkskort, hvorfra man kan finde mere information om hver enkelt af de mange lokale forårsfestivaler.