Giv flygtningebørn en plads i fællesskabet


16. juni 2016

Den gode overgang fra modtageklasserne til de almene klasser afhænger i høj grad af, om det lykkes at give børnene et stærkt tilhørsforhold til klassen. Aktiviteter med bevægelse kan skubbe processen godt på vej. Her erfarer børnene nemlig konkret på egen krop, hvordan man begår sig i samspillet med klassekammeraterne, og hvordan man tackler forskellige situationer konstruktivt.

Bevægelsesaktiviteter har også den fordel, at man kan være med, uanset om man mestrer det danske sprog eller ej, og dermed få en positiv oplevelse med ”at lykkes” på lige fod med klassekammeraterne. Det giver tryghed og mod på at kaste sig ud i at lære noget nyt - også når det kommer til den faglige undervisning. 

Smagsprøver på konkrete øvelser
I det nyeste nummer af magasinet "Idræt i skolen" får du to brain breaks fra Sæt Skolen i Bevægelse, der kan bruges på alle klassetrin, og som med garanti giver smil på læben. For et fælles grin giver også plus på trivselskontoen og et boost til det gode fællesskab i klassen. Derudover får du også en øvelse, som kan bruges i dansk og sprogfagene - primært i indskolingen.

Se øvelserne i magasinet