Lad forældrene gå forrest


5. september 2016

Dansk Skoleidræt og TrygFonden har udvidet det populære Gåbus-koncept. Nu kan skolerne også etablere Gåbusser, hvor elevernes egne forældre fungerer som chauffører i Gåbussen eller som tovholdere, der fx hjælper med planlægning af ruter og opsætning af skilte.

Hvis blot skolen kan få nogle forældre med på idéen, så står Dansk Skoleidræt og TrygFonden klar til at klæde forældrene godt på til opgaven med gratis kurser og udstyr til at få Gåbussen sikkert gennem morgentrafikken.

Herskindskolen i Skanderborg har siden februar 2016 haft Gåbussen på vejene med friske 6. og 7. klasses elever bag det fiktive rat. Men samtidig har skolen også nydt godt af en stor opbakning fra forældrene. I det nyeste nummer af magasinet Idræt i Skolen kan du få deres bud på, hvordan man får succes med at inddrage forældrene.
 

Få gang i Gåbussen:

  • Både store elever, forældre eller pensionister kan fungere som Gåbus-chauffører.
  • Når skolen har lavet en samarbejdsaftale med Gåbus får I adgang til en gratis startpakke, gratis kurser til chaufførerne og en gratis mobil-app, der holder styr på, hvem der skal med Gåbussen.
  • Kontakt projektlederne for at høre om de forskellige muligheder i Gåbus:
    - Kim Henriksen, tlf. 2988 4781 eller kh@skoleidraet.dk
    - Simon Worsøe Ditlevsen, tlf. 2986 3677 eller swd@skoleidraet.dk