Eleverne på Højmeskolen i Odense står klar med røde kinder, snørede kondisko og fulde af energi, når de skal give den gas på Skolernes Motionsdag fredag den 14. oktober. Som kulmination på en uge med en masse bevægelse i timerne og sundhedstema på programmet skal de på motionsdagen både ud på den traditionelle løbetur, og ikke mindst skal de afprøve en række nye og anderledes boldspilsøvelser i forlængelse af årets tema for Skolernes Motionsdag ”Bolden i fokus”.
Sidstnævnte sker med deltagelse af en håndfuld professionelle boldspillere, idet OB-fodboldspillerne Mikkel Desler og Jacob Barrett Laursen samt Odense Håndbolds Althea Reinhardt og Suzanne Bækhøj er med i udfoldelserne sammen med eleverne.
Program:
08.20: Skoleleder Jørn Mühl, Højmeskolen, byder velkommen
08.30: Skoleelever laver små interview med sportsfolkene om minder fra deres Skolernes Motionsdag
08.40: Fælles opvarmningsdans
08.45: Boldaktiviteterne starter med deltagelse af spillere fra OB og Odense Håndbold
09.10: Sportsfolk forlader Skolernes Motionsdag