I starten af oktober blev 33 elever fra 5.-7. klasse på Gistrup Skole uddannet til Gåbus-chauffører på særligt tilrettelagte kurser, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden har udviklet i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods, og chaufførerne er elever fra de ældste klasser.
Onsdag den 26. oktober er de så klar til at hoppe ind bag det fiktive rat og føre de små elever sikkert gennem morgentrafikken på gåben.
- Vores chauffører glæder sig rigtig meget til at komme i gang. De er spændte på opgaven og er meget motiverede for at hjælpe de små og sørge for en god start på dagen med bevægelse og hyggeligt fællesskab, siger Jacob Poulsgaard Thrane, der er forælder til to børn på Gistrup Skole og går med på onsdagens første rigtige Gåbus-tur.
Forældre står bag initiativet
Forældrene glæder sig næsten lige så meget som chaufførerne til, at Gåbussen får startet rugbrødsmotoren. For det er bl.a. på grund af deres ihærdige forarbejde, at projektet er realiseret. Faktisk er forældre-engagementet på Gistrup Skole helt unikt.
- Normalt er det et par lærere eller pædagoger fra skolerne, som er Gåbus-kontaktpersoner. Men på Gistrup Skole har en gruppe ildsjæle blandt forældrene virkelig gået forrest, og de har haft deres ønske om at starte Gåbus forbi skolebestyrelsen. På den måde er det forældrene, der er blevet dem, Gåbus-chaufførerne koordinerer med. Det er super stærkt med det ejerskab, forældrene tager til projektet, og det er første sted i landet, hvor forældrene på den måde får så stor en rolle i projektet, siger Kim Henriksen, projektleder på Gåbus i Dansk Skoleidræt.
Og der er brug for at tænke nyt og alternativt uden at gå på kompromis med sikkerheden, som Gistrup Skole har gjort ved at bruge Dansk Skoleidræt og TrygFondens Gåbusser. Det er en nødvendighed, hvis de næste generationer af børn og unge skal ud af bilerne og tidligt i livet få grundlagt gode vaner med at transportere sig selv.
- Jeg er sikker på, at Gåbus bliver en god håndsrækning i en hektisk hverdag, hvor der er nok at se til, når en børnefamilie skal ud af døren og nå i skole til tiden. Det kan give mange en mere rolig morgenstund sammen med deres børn, og samtidig kan de være trygge ved at sende dem af sted på gåben, siger Jacob Poulsgaard Thrane.
Gåbus i Gistrup starter med to ruter, der afdækker store dele af byen. Samtidig er der allerede chauffører klar til en påtænkt tredje rute.
Læs mere i Østhimmerlands Folkeblads artikel om Gåbus i Gistrup.