Ny forskning om den gode idrætsundervisning

Misforståelse 1: Læreren skal være færdigheds-ekspert

Når jeg underviser i håndbold, skal jeg selv være dygtig med en bold. Når vi danser, skal jeg stå forrest og holde rytmen. Selvom man på læreruddannelsen lærer, at det handler om didaktik, ligger der implicit en forventning til egne færdigheder hos mange idrætslærere, har Torben Hansen erfaret. 
- Men de gode forløb kan sagtens være med en lærer, der ikke er specielt dygtig færdighedsmæssigt, fastslår han.
Det er nemlig få gange, at læreren forholder sig til færdigheder. 
- I løbet af 36 de observationer af idrætsundervisningen, jeg foretog, så jeg kun to gange, at en lærer gav en elev færdighedsmæssig feedback. Så er det jo omsonst, at vi bruger så lang tid på færdigheder i stedet for at bruge energien på at udvikle idræts-didaktiske redskaber, så man f.eks. får sat flere målgrupper i spil. Det er også værd at tænke på, at idræt er det fag i folkeskolen, hvor eleverne tit har forudsætninger for selv at kunne bidrage med særlige kompetencer. Udskolingselever, der har spillet håndbold eller lavet gymnastik i årevis, besidder nogle vældige ressourcer, som man sagtens kan udnytte bedre. Selvfølgelig skal eleverne ikke være undervisere, men vi kan godt se dem som en mulighed og være dygtigere til at skabe nogle rammer for dem, så de beriger undervisningen, siger Torben Hansen.

Misforståelse 2: Det er vigtigt at variere indholdet af undervisningen

Tre gange håndbold. Tre gange fodbold. Fire gange volley. Variation i undervisningen er for rigtig mange lærere det samme som en lind strøm af nye aktiviteter gennem året, viser Torben Hansens undersøgelser. Men i stedet burde vi variere metoder, organisering eller de formål, vi har med undervisningen, mener han. 
- Dem, vi allerhelst vil rykke, er dem, der ikke har særlige forudsætninger for at dyrke idræt, og ved at lave korte forløb med forskellige aktiviteter, spænder vi faktisk ben for deres muligheder. Når de prøver noget i tre-fire lektioner, er det eneste, de lærer, at det her redskabsgymnastik – det er ikke lige mig. De når aldrig at få succes med at slå den kolbøtte, eller også bruger de al tiden på at lære reglerne i det nye boldspil. Hvis vi virkelig vil give dem mestrings-oplevelser, lyst og interesse, så skal vi tilrettelægge længere forløb med én aktivitet, som vi griber an på forskellige måder, så de forskellige didaktiske perspektiver bliver det, der skaber variationen. Hvis vi bruger mindre tid på organisering af aktiviteter, giver det mere tid til at give feedback, siger Torben Hansen.

Misforståelse 3: Eleverne skal tage ejerskab – men ikke være medbestemmende

Engagement og ejerskab er idealer for idrætsunderviserne, men i praksis tør de sjældent slippe tøjlerne og have tillid til, at eleverne rent faktisk kan tage ansvaret, har Torben Hansen erfaret.
- Det kræver selvfølgelig, at vi stiller spørgsmålet om, hvad det er, eleverne skal have ejerskab til. Er det indholdet? Vi kender jo alle den flok drenge, som hver gang står og siger: ”Skal vi ikke spille fodbold i dag?”. Skal de have lov at bestemme? Eller er det formen? Og hvilken grad af ejerskab skal eleverne have? I alle mulige andre fag har vi erfaringer med projekt- og gruppearbejde, og det skal vi også prøve i idræt. Der er rigtig mange gode erfaringer fra f.eks. dansk, men det er som om, man ikke tænker det ind i idrætsfaget, fordi man ser det som sit eget lille felt, siger han.

Misforståelse 4: Den gode idrætsundervisning giver sved på panden

Tanken om, at når eleverne er fysisk aktive i skolen, så får de også et fysisk aktivt voksenliv er en alt for simpel ligning, mener Torben Hansen.
- For mig at se, er det vigtigste ikke at give dem sved på panden i idrætstimerne, men at give dem nogle værktøjer til at blive fysisk aktive senere i livet. Det gør vi blandt andet ved at gøre dem i stand til at afkode en social kontekst og udstyre dem med en kulturel forståelse, så de f.eks. ved, hvad forskellen på en gymnastikforening, en rugby- eller judoklub er. Når vi begynder at fokusere på de aspekter, begynder vi at anskue idrætsfaget som et dannelsesfag, hvor eleverne får nogle forudsætninger, som de kan bruge i deres voksenliv. Men så skal vi væk fra mantraet om, at en god idrætstime nødvendigvis er en time, hvor de har været fysisk aktive. Vi skal turde tage et afbræk og reflektere med eleverne omkring idrættens sociale kontekst, så de kan blive en del af den. På den måde giver vi dem forudsætninger for at få sved på panden, og det er meget mere værd end 40 minutters hop og pjat, lyder det fra Torben Hansen.

Misforståelse 5: Læring foregår bedst, når læreren har 100 procent kontrol med undervisningen

Fra Torben Hansens kontor er der udsigt til et nyere, flot atletik-stadion, og når kommunens skoler låner faciliteterne, kan han ved selvsyn iagttage, hvordan behovet for kontrol i undervisningen ofte er en barriere for fysisk aktivitet.
- Inden læreren ankommer, er der fuld gang i eleverne, som styrter rundt og bevæger sig, men når læreren kommer, skal de stille op i en række og stå stille. I løbet af sådan en time får de måske tre højdespringsgentagelser, og resten af tiden står de og venter. Der er fuld kontrol og masser af kødannelse, og det giver færre idrætslige erfaringer og mindre fysisk aktivitet. Hvad ville der ske, hvis læreren var knap så styrende? Spørger Torben Hansen.

Læs flere artikler fra Idræt i Skolen nr. 4 2016