Junioridrætsledere samles i Sakskøbing


12. oktober 2016

Det kan være svært at melde sig til sportsaktiviteter, hvis motorikken driller, eller man aldrig har sat sine ben i den lokale idrætsforening. Men der findes en flok unge, som gør det lettere for gruppen af idrætsusikre børn at komme i gang med at være fysisk aktive.

Junioridrætsledere hedder de skoleelever, som inspirerer andre børn og unge til at bevæge sig, og torsdag den 13. oktober mødes godt 150 junioridrætsledere fra Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner til netværksdag for at lære nye aktiviteter og dele deres erfaringer.

- De unge fungerer som bevægelsesambassadører rundt om på skolerne. Voksne kan også sagtens smitte børn og unge med bevægelsesglæde, men der sker noget helt særligt, når det foregår ung til ung, forklarer projektleder i Sund Uddannelse, Gitte Porsmose fra Region Sjælland.

Vigtige rollemodeller

De unge går i 7.-10. klasse, og de har valgt at gennemgå en særlig uddannelse til junioridrætsledere. Opgaven med at motivere og fastholde andre børn og unge, som ikke er fysisk aktive, er af afgørende betydning, fortæller projektleder Annette Borch fra Dansk Skoleidræt.

- Alt for mange unge er fysisk inaktive, og det går udover både deres helbred og trivsel. Junioridrætslederne støtter og motiverer de børn, der ellers ikke ville dyrke idræt, så flere oplever glæden ved at bevæge sig, siger hun.

Junioridrætslederne en del af projektet Skolesport, som er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, DIF og TrygFonden.

Ved netværksdagen deltager junioridrætsledere fra 12 skoler.

Læs mere om Skolesport