Har vi brug for mere evidens, eller for at få fingeren ud?

Godt 100 aktører fra hele landet og fra alle dele af skolesystemet var torsdag d. 14. september samlet til netværksdag i regi af Praksiscenter for Idræt og Bevægelse i Skolen. Fokus på dagen var, hvordan vi tænker bevægelse ind i fremtidens skole.

16. september 2023

En ny skolevirkelighed står for døren. En verden, hvor skolerne sættes fri, og hvor hegnspælene er flyttet. Det giver anledning til et skærpet fokus på, hvordan vi får skabt den fedeste skoledag for landets elever spækket med bevægelse og variation i undervisningen. Og netop det område blev nørdet igennem på netværksdagen, der blev afholdt på Bastionen i Nyborg.

Fremtidsperspektiver og forskning skød dagen i gang

Hvis der var nogen, der ikke havde fået gnedet søvnen ud af øjnene, da de mødte ind til konferencen, så fik de det i hvert fald da fremtidsforsker Anne Skare Nielsen gik på scenen. Hun fik alle deltagere med, da hun udfordrede centrale dele af skolesystemet - ja, faktisk dele af hele samfundet. Hvorfor afskaffer vi ikke pensionssystemer og så laver et pause-system i stedet? Hvorfor belønner vi ikke elever, der kigger efter sidemanden – i den virkelige verden er dét at lære af andre en vigtig egenskab. Hvorfor bygger vi skolen på opbevaring og ikke på trivsel? Det spørgsmål, der nok skubbede allermest til deltagernes gængse opfattelse af skolen, var spørgsmålet: Hvis ikke det kan læres i bevægelse, er det så overhovedet værd at lære?


- Har vi brug for mere evidens for at bevægelse er godt, eller har vi brug for, at vi får fingeren ud? Og hvorfor er det, vi skal lære børn at sidde stille? Hvis vi bliver ved med at lære små børn at sidde stille, så bliver vi ved med at køre i den forkerte side af vejen.


Mathias Brekke Mandelid, der er leder for Senter for Fysisk Aktiv Læring (SEFAL) i Norge, har forsket i, hvordan bevægelse giver mening for lærere i deres praksis, og hvordan det understøtter børns dannelse. Han havde en række vigtige pointer om, hvordan vi tænker og taler om bevægelse i skolen.


- Vi skal snakke om bevægelse med et andet sprog end sundhed. Måden vi snakker om bevægelse, er med til at skabe vores forståelse af det. Men vi skal ikke have bevægelse og læring til at kæmpe om pladsen. Vi skal have eleverne til at lære i bevægelse.


Efter de to spændende oplæg skulle deltagerne naturligvis ikke sidde stille længere. De blev budt på en omgang fællesdans til opvarmningsdansen til Skolernes Motionsdag. De dansende gæster gav den gas og brød spontant ud i klapsalve og jubel, da sidste dansemove var udført. Herefter var der linet en række aktiviteter op, der repræsenterede frikvartersaktiviteter, faglige øvelser og generelle bevægelsesaktiviteter.


Deltagere i paneldebat: Der stadig potentiale 

Næste punkt på dagsordenen var paneldebatten ”Bevægelsens værdi i skolen”. Her var en række aktører i og omkring skolen repræsenteret. Deltagerne skulle bl.a. forholde sig til, hvor langt man er nået i forhold til bevægelsens potentiale.


- Det handler jo om perspektiv. Fra nordisk perspektiv er vi generelt nået langt. Men mulighederne for at komme endnu længere er store, sagde Mathias Brekke Mandelid fra norske SEFAL.


Den udlægning bakkede læringskonsulent Peter Jensen fra Undervisningsministeriet op om.


- I dansk perspektiv er vi nået et stykke, men vi er langt fra det fulde potentiale. Hvis vi kunne få flere skoler mere med, ville vi nå langt.


Camilla Daugaard, indskolingsleder på Østerhåbskolen i Horsens, understregede, at det er en dynamisk proces.


-  Hvad er det fulde potentiale, der sker jo hele tiden udvikling på området. Fra mit perspektiv på min skole synes jeg, vi er langt i indskolingen, men i udskolingen halter det stadigvæk – og det er nok billedet mange steder. Man skal kunne se meningen med bevægelse i de ældste klasser, og det skal spille sammen med, at der er et pensum, der skal nås.


Thomas Christensen, formand for skolebestyrelsen på Brændkjærskolen, glædede sig over at man er nået langt med at skabe en ny kultur for bevægelse.


- Vi er lykkes med at uddanne pædagoger og lærere i bevægelse. Men stadig et kæmpe potentiale endnu. Det er ikke sådan, at al læring foregår i bevægelse, sagde han.


Spændende workshops gav nye perspektiver

De godt 100 deltagere havde forud for dagen valgt sig ind på en workshop. Der var alt fra inspiration til bevægelse i udskolingen bygget på erfaringer fra projektet KreaKtive Unge, en smagsprøve på sjove lege til SFO og indskoling fra projektet FritterSport, vidensoplæg om betydningen af bevægelse, indspark til kommunale tiltag på området og perspektiver på læring gennem kroppen.

Sidstnævnte workshop blev afviklet af Kasper Lasthein Madsen fra Via University College. Han forklarede, at læring og trivsel er to elementer, der er afhængige af hinanden og ikke kan eller bør skilles ad. Han talte om bevægelse som en vigtig del af løsningen på den trivselskrise, der er blandt børn og unge i dag. I den sammenhæng blev lærerens forudsætninger for at arbejde med bevægelse belyst – det er en særlig form for didaktik, som man ikke kan forvente at undervisere bare kan.

Deltagerne på workshoppen fik selv lov at opleve bevægelse på egen krop ved at lave forskellige øvelser. Herunder en øvelse, hvor to personer først stod overfor hinanden og kastede to ærteposer frem og tilbage mellem hinanden – greb med den ene hånd og kastede med den anden. I slutningen af øvelsen stod alle deltagerne i en cirkel med deres makker overfor hinanden og fortsatte med at kaste frem og tilbage til hinanden, så der fløj ærteposer i luften. Kasper Lasthein Madsen satte et par ord på øvelsen efterfølgende.


- Læg mærke til, hvor fokuserede vi var på hinanden. I lukkede alt andet ude og fokuserede bare på jeres makker. Hvis man sidder i klassen og bare lytter, så bliver man let distraheret af det ene og det andet. Det er også noget af det, bevægelse kan. Man bliver helt opslugt og engageret i aktiviteten.


Programmet for netværksdagen sluttede efter workshopsene. En stor del af deltagerne gik videre til ”efterfesten” 200 meter længere nede af vejen, hvor Dansk Skoleidræt holdt reception og officiel åbning af Skoleidrættens Hus.

Netværksdagen blev afviklet i regi af Praksiscenter for Idræt og Bevægelse i Skolen, der er støtte af TrygFonden.