Ud med røv-til-bænk undervisning


21. november 2014

Bevægelse i skolen er kommet for at blive, og der er rigtig mange gode eksempler på skoler, der får eleverne op af stolene. Det kunne man se i nyhederne på TV 2 Fyn i går.

På de skoler, hvor de er kommet godt i gang med fx mere aktiv undervisning i boglige fag, kan lærerne bekræfte, at det styrker indlæringen. Og eleverne - ja de elsker det!

Kom ud af startblokken
I organisationen Danske Skoleelever håber de, at mange flere skoler vil følge trop, og de opfordrer skolerne til at komme ud af startblokken og få gang i den aktive undervisning.
- Vi er rigtig trætte af røv-til-bænk undervisning, som der bare er alt for meget af i skolen. Det er ikke særlig motiverende at sidde ned foran tavlen det meste af dagen, og det bliver hurtigt svært at koncentrere sig. Det er bare sjovere, når man kan få lov at bruge kroppen lidt en gang imellem. Så er man bare meget mere med i det, der foregår, siger formand for Danske Skoleelever Miranda Dagsson til Dansk Skoleidræt.

Se indslaget fra TV 2 Fyn, hvor de bl.a. besøger 4kløverskolen i Ørbæk - og hør Dansk Skoleidræt forklare, hvad bevægelse betyder for elevernes indlæring.