Ny rapport: Fysisk aktivitet giver dygtigere elever


31. marts 2016

Fysisk aktivitet er godt for skolebørns sundhed, trivsel og læring. Det er den tankegang, Dansk Skoleidræt længe har arbejdet ud fra, og nu er forskningen også kommet denne konklusion et skridt nærmere. 

I dag offentliggøres en ny undersøgelse, der er gennemført af Vidensråd for Forebyggelse med støtte fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Og spørgsmålet om bevægelses betydning på læring er højaktuelt, efter de 45 minutters daglige bevægelse blev indført med skolereformen.

I den nye rapport fra Vidensråd for Forebyggelse er den videnskabelige litteratur om effekten af fysisk aktivitet i skoleregi på læring, trivsel og sundhed blevet samlet. Og flere og flere studier viser en positiv sammenhæng mellem fysisk aktivitet og kognitive evner - herunder koncentration og hukommelse - som har afgørende betydning for elevernes faglige præstationer.

- Skolerne kan ved at integrere og understøtte muligheder for aktive pauser, fysisk træning, bevægelse integreret i undervisningen, idrætsfaget, fri leg/pauser og aktiv transport samlet bidrage til mere bevægelse i hverdagen, og det kan dermed være en vigtig vej til at sikre, at alle elever bliver så dygtige, de kan, trives endnu bedre og naturligvis bliver sundere, siger Bente Klarlund Pedersen, professor, Institut for Klinisk Medicin på Rigshospitalet og formand for arbejdsgruppen bag rapporten.

Seks fokuspunkter for fysisk aktivitet
I rapporten introduceres en inddeling af børns fysiske aktivitet i skolen i seks kategorier; 1) aktive pauser, 2) fysisk træning, 3) bevægelse integreret i undervisningen, 4) idrætsfaget, 5) fri leg/pauser og 6) aktiv transport.

Dokumentationen for effekt af fysisk aktivitet gennemgås for henholdsvis læring (faglig præstation), trivsel og sundhed med inddragelse af de seks kategorier af fysisk aktivitet, når det er muligt.

Rapporten afsluttes med en fælles analyse af, hvilke kategorier af fysisk aktivitet man med fordel kan prioritere i børnenes skoledag. På baggrund af en gennemgang af den videnskabelige litteratur konkluderer rapporten, at:

  • Der er stærk evidens for, at fysisk aktivitet har stor betydning for børns sundhed. Denne evidens kommer dog primært fra studier, der ikke er skolebaserede.
  • Der er nogen evidens for, at fysisk aktivitet kan fremme børns kognition og faglige præstation. Dertil kommer, at fysisk aktivitet overordnet har en positiv effekt på børns trivsel, men de sociale og pædagogiske omstændigheder under afviklingen af den fysiske aktivitet er af betydning for denne sammenhæng.

Vidensråd for Forebyggelse giver med rapporten en række anbefalinger til, at skolerne satser på at øge elevernes samlede fysiske aktivitetsniveau, f.eks. ved at integrere og understøtte muligheder for aktive pauser, fysisk træning, bevægelse integreret i undervisningen, idrætsfaget, fri leg/pauser og aktiv transport.

Rapporten sætter også fokus på, at der er en kraftig social betinget polarisering i børns fysiske aktivitet, men med skolen som ramme kan de mere inaktive børn nås. 

På Vidensråd for Forebyggelses hjemmeside kan man downloade rapporten.