Fed dag forude for skolernes helte


12. april 2016

En dag om året – på belønningsdagen – bliver de store elever de små. I år har 1346 elever taget imod tilbuddet, som er et skulderklap for årets indsats, og som er en aktiv dag på en af landets idrætshøjskoler, hvor det er deres tur til at blive sat i bevægelse.

Året rundt er de en betydningsfuld del af besætningen på deres skoler. De stiller vækkeren en halv time tidligere end deres klassekammerater og følger mindre elever i skole som Gåbus-chauffører, eller de bruger deres dyrbare pauser på at sætte de små i bevægelse i Legepatruljen og i GameBoosters. Og sidst men ikke mindst er det alle de seje junioridrætsledere, der laver aktiviteter i Skolesport og herigennem giver idrætsusikre elever fede oplevelser med idræt og bevægelse.

Årets belønningsdage, er de første af slagsen, hvor eleverne kan mødes på tværs af ”professioner”. De bliver afholdt på seks forskellige idrætshøjskoler, hvor de studerende i år står klar og hvor deltagerne kommer til at opleve en helt anderledes dag med overraskelser og masser af sjove lege/aktiviteter og idrætsoplevelser, som med garanti også sætter gang i lattermusklerne.

De seks belønningsdage foregår følgende dage i maj:

  • Den 3. maj på Viborg Gymnastik og Idrætshøjskole
  • Den 4. maj på Vejle Idrætshøjskole
  • Den 9. maj på Nordjyllands Idrætshøjskole
  • Den 10. maj på Idrætshøjskolen Århus
  • Den 11. maj på Sønderborg Idrætshøjskole
  • Den 12. maj på Gerlev Idrætshøjskole