Festivaler bringer skoler og foreninger sammen


26. april 2016

Det er nemmere sagt end gjort for landets folkeskoler og foreninger at få et frugtbart samarbejde i stand. En konstellation, som ellers var en vigtig del af skolereformens ambitioner om, at skolerne skulle åbne sig mod lokalsamfundet.

I en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier fra september 2015 blandt mere end 1600 idrætsforeninger angiver 35 %, at de har samarbejde med en skole. Tilsvarende foretog Dansk Skoleidræt en lignende undersøgelse i november 2014 blandt mere end 1000 lærere - den viste, at 65 % af lærerne føler sig udfordret, når det handler om at få skabt mere fysisk aktivitet gennem et samarbejde med det lokale foreningsliv.

Mange foreninger byder sig til
For både skoler og foreninger er der altså fortsat nok at gøre med at få skabt nogle gode samarbejder. Dansk Skoleidræt og Nordea-fonden har derfor sat sig for at hjælpe parterne med at nærme sig hinanden. Det skal ske gennem den landsdækkende idrætsfestival, Skoleidrættens Forårsfestival, som fik debut 14 forskellige steder sidste år, og som i 2016 føjer adskillige nye byer til listen.

Således ligger det fast, at op mod 15.000 elever får sved på panden ved en af de i alt 46 udgaver af Skoleidrættens Forårsfestival, som finder sted fra slut april til slut juni.
Forårsfestivalerne er et bud på, hvordan man lokalt kan tænke den åbne skole. Her får skolerne præsenteret flere nye mulige samarbejdspartnere på én dag. Og foreningerne får lejlighed til at vise, hvad de kan - med aktiviteter lige fra taekwondo og mountainbike over strandhåndbold og bueskydning til svømning og atletik.

- Det kan måske på et tidspunkt give foreningerne nye medlemmer, men ud fra skolens synspunkt er det vigtigste, at de får nogle kontakter og nogle gode erfaringer med, hvordan de fremadrettet kan bruge samarbejdet med de lokale aktører i den understøttende undervisning. Lærere og trænere får lejlighed til at snakke sammen, og det er virkelig et område af skolereformen, hvor vi med Skoleidrættens Forårsfestival kan se, at der er sket noget i 2016, siger Christian Ditlevsen, projektleder i Dansk Skoleidræt.

Starter i Randers
Den 27. april skydes Skoleidrættens Forårsfestival officielt i gang. Det sker i Randers med Dansk Skoleidræt Kreds Østjylland som arrangør og i samarbejde med Randers Kommune. Godt 350 af kommunens 6. og 7. klasses elever får en dag med en masse aktiviteter, som lokale foreninger står bag. Siden følger de øvrige 45 festivaler som perler på en snor rundt omkring i landet frem mod sommerferien.

- Skoleidrættens Forårsfestival er alletiders mulighed for, at flere elever oplever lokalområdets foreninger som en del af skolen. Det er et stærkt initiativ i den samlede indsats for at få mere bevægelse i skoledagen, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.