Vær med i Sæt Skolen i Bevægelses aktivitetsuger


11. januar 2017

Sæt Skolen i Bevægelses aktivitetsuger er for elever på alle klassetrin. I ugerne 17-20 vælger hver klasse selv, hvilken uge der skal skrues lidt ekstra op for bevægelsen i de boglige fag.

Skolen modtager kampagnematerialer til alle tilmeldte klasser. Materiale, der giver nem og sjov inspiration til undervisning med bevægelse.

Over 500 skoler har allerede tilmeldt sig kampagnen, men det er stadig muligt at tilmelde jeres klasse på sætskolenibevægelse.dk for at deltage i aktivitetsugerne.

Gå direkte til tilmelding

Nyt i 2017: Bevægelsesfabrikken
Til indskoling og mellemtrin blænder vi op for et helt nyt univers under navnet ”Bevægelsesfabrikken”. Her kan eleverne lege med på bevægelseshistorier i form af tegnefilm skabt til Sæt Skolen i Bevægelse, eller I kan skabe jeres helt egne historier, ved at redigere jeres egen tegnefilm og skrive en bevægende historie til.

Dansk Skoleidræt har fået midler til denne fede funktion fra Undervisningsministeriets udlodningsmider. Det har muliggjort et "fabriksteam" skabt i tæt samspil mellem en lærer, en fysioterapeut, en musiker, en tegner, en animator og så selvfølgelig teamet bag Sæt Skolen i Bevægelse. Glæd jer, det bliver sjov og anderledes bevægelse - og som sædvanlig helt gratis!

Til udskolingen udgives nye fede "grundøvelser", der lægger op til, at eleverne selv er med til at udvikle på øvelserne. Hver øvelse får sin egen film, og der er et spændende kit med redskaber til disse øvelser for de første 100 tilmeldte udskolingsklasser.
Fælles for alle årgange er, at klasserne får en urskive, der skaber synlighed og fællesskab om bevægelsen, og som kan bruges som synligt planlægningsværktøj for kampagneugen. Uret kan genbruges, så planlægningen også bliver nemmere.

Sæt Skolen i Bevægelse er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, som er et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Skoleidræt. Det overordnede mål med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.